Trafikegoister

Jeg har navngivet et nyt folkefærd. Eller ... de er jo ikke nye, jeg synes bare der er kommet flere af dem, eller også har de valgt altid at centrere sig om mig. Uanset grunden møder jeg dem oftere og oftere. Jeg kalder dem trafikegoisterne.
Jeg har ikke rigtig noget statistisk materiale over hvem denne gruppe indeholder flest af, for jeg får ikke set dem alle, jeg kan dog fortælle, at ældre mænd udgør en stor del af lagkagen.

I kender dem sikkert godt, det er dem, som føler ret til at være forrest, uagtet at de kører langsommere end alle andre og skaber både køer og irritation. Når du ser en bil på landevejen (eksempelvis), som trækker en lang hale efter sig, så kan det meget vel være en trafikegoist.

Lad mig give et eksempel: jeg kommer kørende på landevejen en dag med de tilladte 80 i timen, lidt længere fremme er der en sidevej og der kommer en bil til syne. Min første tanke er: han venter nok de fire sekunder det tager for mig at passere. Min næste tanke er: FUUUCK, mens jeg tramper bremsen i bund for at nå at stoppe for den rare ældre herre, som af en eller anden grund føler, at han har mest ret til at køre forrest. Han lægger stilen fint ved bagefter at vælge kun at køre 60. Vi må stadig køre 80.

Det samme sker i rundkørsler, trafikegoisterne skynder sig at dreje ud foran hvem der måtte komme, for kun at ligge og spærre. Der er ingen logisk grund til det, de vil bare først.
Men den allerværste trafikegoist er ham, eller hende, som kører et stykke under fartgrænsen og ligger og hygger sig med at bygge en længere og længere hale af biler, indtil dem bagved kan overhale, så kan det nok være, at der kommer fart over feltet, for de VIL køre forrest og de skyr ingen midler. Når det så ikke er muligt at overhale længere, enten på grund af vejens beskaffenhed eller modkørende, sænker trafikegoisten farten igen.

 Det er kun de allermodigste, som kan overhale en trafikegoist.

Netto

Jeg var lige en tur i Netto i dag, noget jeg normalt ikke gør, men jeg manglede et par småting og Netto lå lige på min vej.
Den butik jeg var i, var ret stor, jeg ved ikke om det er standardstørrelsen for Nettoer, men det virkede som om den var lidt for stor og så var blevet proppet med restvarer fra de andre butikker, for at fylde pladsen ud.

Det så ikke ud til at der var nogen orden, først var der tilfældige tilbudsvarer, så grøntafdelingen sammen med sokker og undertøj, så lidt brød og kiks og den mexikanske hylde, med kødet overfor.
Kaos herskede, men heldigvis skulle jeg kun have tre ting og dem fandt jeg rimelig hurtigt.

Så har de også en masse spotvarer, og hvis kaos herskede over butikken, så var det her hans hus. Alt lå mere eller mindre hulter til bulter og ud af de fem ting jeg kiggede på, var der ikke pris på de fire, så de røg lige tilbage i bunken igen.

Jeg ved godt, at med så mange skrot spotvarer, kan det være et problem at få pris på alting, men hvad så med evt at samle dem på hver sin hylde med hver sin pris, fx den her hylde ti kr., den her hylde tyve kr. osv.
De har pladsen til det og når der så kun er to-tre varer tilbage af noget, så kommer det hen på fælleshylden. Det ville skabe mere orden og mindske irritationen hos kunderne.

De stakkels medarbejdere (og jeg siger stakkels, for de havde ingen livsglæde tilbage, en stod og stønnede højlydt mens han lagde frost på plads og en anden stod i et virvar af kasser og stirrede tomt på en fuldkommen tilrodet hylde) gjorde hvad de kunne for at få varerne til at blive på hylderne og give et indtryk af at der var styr på sagerne.
Kassedamen var det mest opløftende ved butikken, hun var sød og høflig og sagde "hav en god dag" :)

Fun fact: krydderboller er dobbelt så dyre i Netto, som alle andre steder!

Kærlighed

Hvor er jeg træt af folk, som lægger alt personligt ansvar fra sig og lægger deres liv i hænderne på et overordnet begreb. Jeg snakker ikke om religion (ikke lige nu i hvert fald), men kærlighed.

Kærlighed kan være vidunderligt, men det er ikke en bestemmende faktor i vores liv. Medmindre du er bange for at tage ansvaret selv.

Alt for tit bliver kærligheden brugt som en dårlig undskyldning for at være utro: "altså, vi var fulde og så skete det bare" ... "men jeg er jo forelsket" ... "men vi elsker hinanden" ... osv osv. Men det er kun dårlige undskyldninger, for man behøver ikke at handle på det.

Vi ved allesammen (mere eller mindre) hvordan det er at være forelsket eller bare tiltrukket af nogen; det er sjovt og svimlende og fantastisk, men man behøver faktisk ikke at gøre noget ved det. Det kan gøre næsten fysisk ondt at lade være, men det kan lade sig gøre, så det med at kærligheden bestemmer, er bare ikke en gangbar undskyldning.

Rigtig mange bliver skilt og mange gange er det startet med, at den ene partner har fundet en anden. Den nye kæreste er sjov og impulsiv og spændende, mens ægtefællen er blevet kedelig og grå.

Men her er en lille hemmelighed: den nye kæreste bliver også kedelig! Når den første forelskelse har lagt sig og man skal have hverdagen til at køre, så kommer kærligheden ikke og hjælper og den nye kæreste bliver den kedelige ægtefælle. Nr 2 ...

Hvis du tør tage ansvaret for dit eget liv og aktivt vælge at kæmpe for dit ægteskab og lade småforelskelserne blive i tankerne, er du godt stillet. Men hvis du giver efter for enhver fristelse fordi du "jo ikke kan bestemme hvem du bliver forelsket i," så er der en overvældende fare for, at du ender med at blive ensom.

Sluk motoren

Hvorfor holder folk med motoren tændt når de afleverer børn, handler eller går i banken?
Jeg ved hvorfor de gør det på kolde morgener, men det undrer mig på andre tidspunkter.

Der er ikke nogen gyldig grund til at lade bilen stå med motoren tændt, heller ikke selvom man bare lige skal et smut ind og gøre noget. Det sviner, det slider på bilen, det koster penge og det er irriterende.

Stop nu!

Indimellem sidder folk også i deres biler og roder ved telefonen eller læser avis eller noget helt tredje. Du kører ingen steder, sluk motoren.

 
Hvor travlt har man, når det at dreje en nøgle tager for lang tid?
Hvor uundværlig er man, når man ikke kan undværes i de ti sekunder det tager at slukke og tænde en bil igen?

Jeg ved godt, at jeg er på dybt vand, men min opfattelse af de her mennesker er, at de er nogle arrogante røvhuller. Jeg kender dem naturligvis ikke, men det tænker jeg om dem.

Hver gang jeg ser en bil, der står og brummer uden nogen bag rattet, får jeg en overvældende lyst til at sætte mig ind og lige køre billen et par hundrede meter ned ad vejen, bare for lige at gøre opmærksom på hvor gal de er på den.

Kolde vintermorgener kan man også rundt omkring, se biler, der står og varmer op, mens føreren står inde i huset og drikker kaffe. Igen, dumt.
Der er faktisk en lang forklaring på det og den kan i få her:



Men dem, der tager guldmedaljen, er de folk, som lader bilen stå i tomgang med et barn i, mens de lige afleverer lillebror eller hæver penge. Det tager lige præcis ti sekunder, så er nogen stukket af med bil og barn, tyve sekunder, så står bilen i flammer, fordi poden har fået fat i cigarettænderen.

Det tager kun et øjeblik for katastrofen at slå til, så sluk nu motoren folkens!

Nonfirmation

Nonfirmation, ja, jeg er nødt til at tage emnet op, for det er et så fjollet og typisk tegn på den tid vi lever i. 

Af en eller anden grund, skal børn, der ikke gider yde, have lov til at nyde alligevel. Det er helt i orden, at de ikke vil konfirmeres, men hvorfor skal det fejres med en fest og en masse gaver. 

Hvis de senere kommer og siger at de ikke vil giftes, skal der så være et nonbryllup med gaver og kage og klink på glassene.

Hvem har dog fundet på det langt ude koncept? Jeg forestiller mig, at nogen hellere ville finde 20.000 kr. for at deres lille pus ikke skulle blive hysterisk, end at tage kampen (som i øvrigt skulle have været taget mange år før) om hvorvidt det er rimeligt at få det samme, som de børn, der går hele forløbet igennem. 

Så er det barn gået hen til sine venner i skolen og har fortalt det. Fed fidus tænker vennerne og går hjem til deres forældre og siger at de heller ikke vil konfirmeres og så ruller snebolden. 

Det spreder sig stille og roligt som ringe i vandet, foregangsbørnene har taget slæbet, der har været lange diskussioner og hysteriske anfald og endeløst plageri, men til sidst er forældre rundt omkring bukket under og nu hænger alle på et latterligt koncept, som tilmed har fået et lige så passende latterligt navn.

Well played kids.

Nonfirmation …

Facebook igen

Jeg har stukket hånden i en hvepserede, en gal hvepserede.
Det var selvfølgelig på facebook, folk har en tendens til at glemme deres menneskefilter når de er derinde.

Det var i en gruppe hvor folk ellers har rimelig meget humor og er ret rummelige, men ikke den dag. En havde lagt et billede ind af en fyr med tatoveringer i hele ansigtet, piercinger og ansigtsudsmykning, der vil gøre det vanskeligt at spise. Personen havde så bedt de andre i gruppen om at kommentere på ham her fyren, og det gjorde de.
Han skilte sig meget ud fra det vi betragter som normalt og det kunne godt ses i folks kommentarer. Pludselig kommer den her dame på banen og begynder at svine folk til efter hver kommentar, hun var virkelig grov, så da hun lidt længere nede selv havde skrevet en kommentar, tænkte jeg, at det måtte jeg lige stoppe.

Jeg er ikke uenig med damen, faktisk synes jeg ikke det er i orden at lægge billeder på nettet af andre, kun med det formål at nedgøre dem, det er også ulovligt, men det er en anden snak, og måden hun gjorde det på, var bare ikke i orden.

Jeg ville ikke kunne gengive samtalen og yde den retfærdighed, så jeg har selvfølgelig taget screenshots, jeg har den sorte og damen er orange.

 

Hun lægger ud med en masse smileyer, så ved første blik ser det venligt ud, men hun hugger lige fra starten og kommer en smule på afveje.

Jeg prøver også med smileyer, bare for at holde den gode tone og så prøver jeg at få hende tilbage på sporet, før hun stikker helt af.

Nu kan jeg godt se, at vi ikke kommer nogen vegne, jeg prøver at runde debatten af, men hun er slet ikke færdig og nu har jeg vist også fornærmet hende, for hun flipper lidt ud.

Indrømmet, jeg røg lige i med begge ben, men hun blev ved med det billede og jeg var nødt til at fortælle hende, at det kom fra hende selv ...

Sagde damen lige, at jeg er skør? Jeg stopper debatten her selvom jeg har en overvældende trang til at prøve at få hende til at forstå.

Er jeg helt gal på den?

Hundeforældre

Rigtig mange mennesker har hunde og næsten alle hundeejere elsker deres hunde. Der er også et fåtal, som behandler hundene rigtig skidt, for det er en effektiv måde at hævde sig på, men det er ikke dem jeg skriver om her.
Dem, jeg gerne vil fortælle om i dag, er de mennesker hvor det kammer over, og de får et helt specielt og bizart forhold til deres hund.

Det er dem, som på en eller anden måde er blevet forældre til hunden, på et eller andet tidspunkt har de her mennesker set en lillebitte hundehvalp komme ud af kvindens krop i en flod af regnbuer, små papirhjerter og glimmer og nu er den deres barn (hvis jeg kunne stave til den lyd jeg laver når jeg kaster op, ville jeg skrive den her).

De passer og plejer den, som var den et menneske og glemmer helt, at hunde har brug for en anden omgangstone end mennesker for at trives. Nogle af de her hunde ender med at blive seriøst forstyrrede, fordi de er forvirrede og utrygge, men ejeren forstår det bare ikke.
Det kan så give andre problemer, og jeg har hørt mange historier om hunde, der har bidt fra sig (som regel bare et nap) og så sidder der en hundeejer helt blank og siger: - nej, lille vaps, det må du da ikke, det var noget værre noget. Det forstår jeg altså ikke, det har han aldrig gjort før. Som regel smiler de også, men kun et fåtal siger undskyld, for det må da på en eller anden måde være menneskets egen skyld, ik'?

Men det er da skønt, at de elsker deres lille vaps, det er det. Hunde kan give mange gode ting til mennesker og de er også nyttige på mange områder. Man er bare som hundeejer nødt til at holde lidt igen, for det er et dyr, ikke et menneske.

Igen opkastlyde.

 Personligt opfatter jeg ikke dyr som lige så vigtige som mennesker og før I går helt i selvsving, så nej, det betyder ikke, at jeg er ond mod dyr og ja, jeg går ind for dyrevelfærd.

Hvor vigtig er din hund for dig?


Og hvordan staver man til opkastlyden, hrrrøød måske ...