Kærlighed

Hvor er jeg træt af folk, som lægger alt personligt ansvar fra sig og lægger deres liv i hænderne på et overordnet begreb. Jeg snakker ikke om religion (ikke lige nu i hvert fald), men kærlighed.

Kærlighed kan være vidunderligt, men det er ikke en bestemmende faktor i vores liv. Medmindre du er bange for at tage ansvaret selv.

Alt for tit bliver kærligheden brugt som en dårlig undskyldning for at være utro: "altså, vi var fulde og så skete det bare" ... "men jeg er jo forelsket" ... "men vi elsker hinanden" ... osv osv. Men det er kun dårlige undskyldninger, for man behøver ikke at handle på det.

Vi ved allesammen (mere eller mindre) hvordan det er at være forelsket eller bare tiltrukket af nogen; det er sjovt og svimlende og fantastisk, men man behøver faktisk ikke at gøre noget ved det. Det kan gøre næsten fysisk ondt at lade være, men det kan lade sig gøre, så det med at kærligheden bestemmer, er bare ikke en gangbar undskyldning.

Rigtig mange bliver skilt og mange gange er det startet med, at den ene partner har fundet en anden. Den nye kæreste er sjov og impulsiv og spændende, mens ægtefællen er blevet kedelig og grå.

Men her er en lille hemmelighed: den nye kæreste bliver også kedelig! Når den første forelskelse har lagt sig og man skal have hverdagen til at køre, så kommer kærligheden ikke og hjælper og den nye kæreste bliver den kedelige ægtefælle. Nr 2 ...

Hvis du tør tage ansvaret for dit eget liv og aktivt vælge at kæmpe for dit ægteskab og lade småforelskelserne blive i tankerne, er du godt stillet. Men hvis du giver efter for enhver fristelse fordi du "jo ikke kan bestemme hvem du bliver forelsket i," så er der en overvældende fare for, at du ender med at blive ensom.