Kærlighed

Hvor er jeg træt af folk, som lægger alt personligt ansvar fra sig og lægger deres liv i hænderne på et overordnet begreb. Jeg snakker ikke om religion (ikke lige nu i hvert fald), men kærlighed.

Kærlighed kan være vidunderligt, men det er ikke en bestemmende faktor i vores liv. Medmindre du er bange for at tage ansvaret selv.

Alt for tit bliver kærligheden brugt som en dårlig undskyldning for at være utro: "altså, vi var fulde og så skete det bare" ... "men jeg er jo forelsket" ... "men vi elsker hinanden" ... osv osv. Men det er kun dårlige undskyldninger, for man behøver ikke at handle på det.

Vi ved allesammen (mere eller mindre) hvordan det er at være forelsket eller bare tiltrukket af nogen; det er sjovt og svimlende og fantastisk, men man behøver faktisk ikke at gøre noget ved det. Det kan gøre næsten fysisk ondt at lade være, men det kan lade sig gøre, så det med at kærligheden bestemmer, er bare ikke en gangbar undskyldning.

Rigtig mange bliver skilt og mange gange er det startet med, at den ene partner har fundet en anden. Den nye kæreste er sjov og impulsiv og spændende, mens ægtefællen er blevet kedelig og grå.

Men her er en lille hemmelighed: den nye kæreste bliver også kedelig! Når den første forelskelse har lagt sig og man skal have hverdagen til at køre, så kommer kærligheden ikke og hjælper og den nye kæreste bliver den kedelige ægtefælle. Nr 2 ...

Hvis du tør tage ansvaret for dit eget liv og aktivt vælge at kæmpe for dit ægteskab og lade småforelskelserne blive i tankerne, er du godt stillet. Men hvis du giver efter for enhver fristelse fordi du "jo ikke kan bestemme hvem du bliver forelsket i," så er der en overvældende fare for, at du ender med at blive ensom.

Sluk motoren

Hvorfor holder folk med motoren tændt når de afleverer børn, handler eller går i banken?
Jeg ved hvorfor de gør det på kolde morgener, men det undrer mig på andre tidspunkter.

Der er ikke nogen gyldig grund til at lade bilen stå med motoren tændt, heller ikke selvom man bare lige skal et smut ind og gøre noget. Det sviner, det slider på bilen, det koster penge og det er irriterende.

Stop nu!

Indimellem sidder folk også i deres biler og roder ved telefonen eller læser avis eller noget helt tredje. Du kører ingen steder, sluk motoren.

 
Hvor travlt har man, når det at dreje en nøgle tager for lang tid?
Hvor uundværlig er man, når man ikke kan undværes i de ti sekunder det tager at slukke og tænde en bil igen?

Jeg ved godt, at jeg er på dybt vand, men min opfattelse af de her mennesker er, at de er nogle arrogante røvhuller. Jeg kender dem naturligvis ikke, men det tænker jeg om dem.

Hver gang jeg ser en bil, der står og brummer uden nogen bag rattet, får jeg en overvældende lyst til at sætte mig ind og lige køre billen et par hundrede meter ned ad vejen, bare for lige at gøre opmærksom på hvor gal de er på den.

Kolde vintermorgener kan man også rundt omkring, se biler, der står og varmer op, mens føreren står inde i huset og drikker kaffe. Igen, dumt.
Der er faktisk en lang forklaring på det og den kan i få her:



Men dem, der tager guldmedaljen, er de folk, som lader bilen stå i tomgang med et barn i, mens de lige afleverer lillebror eller hæver penge. Det tager lige præcis ti sekunder, så er nogen stukket af med bil og barn, tyve sekunder, så står bilen i flammer, fordi poden har fået fat i cigarettænderen.

Det tager kun et øjeblik for katastrofen at slå til, så sluk nu motoren folkens!

Nonfirmation

Nonfirmation, ja, jeg er nødt til at tage emnet op, for det er et så fjollet og typisk tegn på den tid vi lever i. 

Af en eller anden grund, skal børn, der ikke gider yde, have lov til at nyde alligevel. Det er helt i orden, at de ikke vil konfirmeres, men hvorfor skal det fejres med en fest og en masse gaver. 

Hvis de senere kommer og siger at de ikke vil giftes, skal der så være et nonbryllup med gaver og kage og klink på glassene.

Hvem har dog fundet på det langt ude koncept? Jeg forestiller mig, at nogen hellere ville finde 20.000 kr. for at deres lille pus ikke skulle blive hysterisk, end at tage kampen (som i øvrigt skulle have været taget mange år før) om hvorvidt det er rimeligt at få det samme, som de børn, der går hele forløbet igennem. 

Så er det barn gået hen til sine venner i skolen og har fortalt det. Fed fidus tænker vennerne og går hjem til deres forældre og siger at de heller ikke vil konfirmeres og så ruller snebolden. 

Det spreder sig stille og roligt som ringe i vandet, foregangsbørnene har taget slæbet, der har været lange diskussioner og hysteriske anfald og endeløst plageri, men til sidst er forældre rundt omkring bukket under og nu hænger alle på et latterligt koncept, som tilmed har fået et lige så passende latterligt navn.

Well played kids.

Nonfirmation …