mandag den 31. oktober 2016

Kvalitetskontrol

Søndagsavisen havde en stor artikel, hvor de havde testet serviceniveauet i forskellige supermarkeder. Det var kun serviceniveauet i kassen, der var vigtigt og de havde opstillet forskellige kriterier for hvad der var god service. 

Det er meget vigtigt, at kassemedarbejderen smiler og siger hej og farvel, men nu er det standard i de fleste butikker, så vi tager skridtet videre og nu skal de også kunne aflæse folk; er det en der vil snakke, er det en fast kunde, som vil huskes og gerne vil have at man kommenterer på varerne, vil dem med børn have at man taler til børnene eller ej, i den dur. 
Så kassemedarbejderen er også pludselig en slags supermarkedsvært, et socialt væsen, som spreder god stemning og festøv for at vi skal huske butikken positivt og komme igen. Derudover, skal de også tjekke om vores æg er hele i bakken, før de sender dem ned ad båndet, huske at sætte elastikker om bærrene og åbne poserne så de er klar til at modtage varer.

For mig at se, er det en masse overflødigt pladder, der spilder min tid!

Når jeg går ind og handler, indgår jeg en uskreven kontrakt med butikken om, at jeg gerne vil ind og ud så hurtigt som muligt. 
Det skal være nemt at finde mine varer. De ansatte skal tjekke varerne når de ankommer, eller når de sætter dem på hylden, jeg tjekker selv mine æg, før jeg lægger dem i kurven, og hvis de sætter en kasse med elastikker i grøntafdelingen, kan folk selv komme elastikker på de bær, der har brug for det. Det gør også, at jeg ikke skal stå og bruge tid på at fjerne en masse overflødige elastikker, når jeg kommer hjem.
Ved kassen skal jeg nok selv sørge for at åbne min pose, mens kassemedarbejderen får varerne scannet ind så hurtigt som muligt og jeg skal nok skynde mig at pakke, så der er klar til den næste. Hvis jeg har behov for at tjekke min bon, gør jeg det lidt væk fra båndet, så jeg ikke opholder hele køen. 
Hvis der er spildtid hvor jeg skal stå og vente på en fummelfingret ungersvend, som ikke kan åbne posen, eller hvis jeg skal vente på, at en eller anden lige skal fortælle færdig om moster Inges benprotese, så bliver jeg irriteret. Det er ikke et cocktailparty, det er business og det skal være effektivt.

Fakta gør lidt ekstra for at vinde den her kontrol, de kommer elastikker på alt, der kan åbnes, bær, tomater, æg og andet med låg, men til gengæld flipper de helt ud hvis jeg siger "jeg har to en halv," efter de har slået min betaling ind.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar